Dykning, både rekreativ og professionel, kræver nøje overvejelse af, hvilke gasser dykkerne indånder under vandet. Valget af dykker-gas afhænger af dybde, varighed, risikofaktorer og formålet med dykket. Forskellige gasser har forskellige egenskaber og påvirker kroppen på forskellig vis under tryk. Nedenfor gennemgås de mest almindelige gasser og gasblandinger, der anvendes til dykning, deres sammensætning, fordele og risici.

Atmosfærisk luft

Den mest grundlæggende gas, der bruges til dykning, er atmosfærisk luft. Den består af cirka 21% ilt, 78% nitrogen og cirka 1% andre gasser (primært argon, kuldioxid og små mængder ædelgasser). Almindelig luft bruges ofte til rekreativ dykning ned til maksimalt 40 meters dybde.

Fordele:

  • Nemt tilgængeligt og billigt.
  • Velegnet til korte og moderate dybder.

Ulemper:

  • Risiko for kvælstofnarkose øges med dybden.
  • Begrænset brug ved dybere og længerevarende dyk pga. ilttoksicitet og ophobning af nitrogen.

Nitrox (Enriched Air Nitrox – EANx)

Nitrox er en gasblanding med højere iltindhold end atmosfærisk luft, typisk mellem 22% og 40% ilt, resten nitrogen. Den mest anvendte blanding er EAN32 (32% ilt) og EAN36 (36% ilt).

Fordele:

  • Reduceret ophobning af nitrogen i kroppen, hvilket mindsker risikoen for dykkersyge.
  • Længere bundtid på lavere dybder sammenlignet med almindelig luft.

Ulemper:

  • Øget risiko for ilttoksicitet ved dybere dyk.
  • Kræver særlig træning og udstyr.

Heliox

Heliox er en blanding af helium og ilt og bruges især til professionel og teknisk dykning på store dybder, ofte under 100 meter. Proportionen af helium og ilt justeres efter dybde og formål.

Fordele:

  • Ingen kvælstofnarkose, da nitrogen er erstattet af helium.
  • Mindre tæthed end luft, hvilket gør vejtrækningen lettere på store dybder.

Ulemper:

  • Manglende beskyttelse mod kulde, da helium afgiver varme hurtigt.
  • Helium er dyrt og kan give stemmeforvrængning (“Donald Duck-effekt”).

Trimix

Trimix består af tre gasser: ilt, helium og nitrogen. Ved at tilsætte helium reduceres både risikoen for ilttoksicitet og kvælstofnarkose, hvilket gør det muligt at dykke dybere end med almindelig luft eller Nitrox.

Fordele:

  • Muliggør meget dybe dyk (ofte 60-100+ meter).
  • Både ilt- og kvælstofindhold kan justeres præcist efter dykkerens behov.

Ulemper:

  • Meget komplekse beregninger og planlægning er nødvendige.
  • Kræver avanceret træning og udstyr.

Oxygen (Ren ilt)

Ren ilt (100%) bruges ikke typisk til dyb dykning, da ilttoksicitet hurtigt kan opstå under tryk. Den anvendes oftest ved dekompressionsstop eller til behandling af dykkersyge på overfladen.

Fordele:

  • Effektiv i dekompressionsfaser til at fjerne nitrogen fra kroppen hurtigere.

Ulemper:

  • Meget giftig under tryk – risiko allerede ved ca. 6 meter.

Argon

Argon anvendes ofte som et alternativ til luft, især ved dykning i meget kolde omgivelser. Argon er en inert, ikke-giftig gas, som har bedre isoleringsevne end luft på grund af dens lavere varmeledningsevne. Dette betyder, at argon kan hjælpe dykkeren med at bevare kropsvarmen mere effektivt.

  • Fordele: Fremragende isoleringsevne, inert og ikke-reaktiv.
  • Ulemper: Dyrere, ikke egnet som åndingsgas, kræver separat flaske og regulator.

Argon må kun anvendes til tørdragten og aldrig som åndingsgas, da den ikke understøtter liv og kan forårsage bevidstløshed ved indånding.

Andre specialgasser

Der findes yderligere specialiserede gasblandinger, som anvendes i særlige situationer, eksempelvis:

  • Hydreliox: En blanding af hydrogen, helium og ilt, brugt til ekstremt dybe dyk (over 300 meter). Hydrogen mindsker helioxens narkotiske virkning, men er kun til eksperimentel og meget specialiseret brug pga. eksplosionsfare.
  • Neox: Nitrogen og ilt, hvor nitrogenandelen er særligt udvalgt til bestemte dykkerformål (mindre udbredt).

Udvælgelse af gasblanding

Valget af gas afhænger af flere faktorer:

  • Dybde og varighed af dykket.
  • Miljøforhold (temperatur, strøm, sigt).
  • Dykkerens erfaring og træningsniveau.
  • Risiko for dykkersyge og ilttoksicitet.

Særlige dykkercomputere og tabeller bruges til at planlægge optagelse og udskillelse af de gasser, dykkerne indånder på forskellige dybder.

Sikkerhed og træning

Brug af alternative gasblandinger kræver omfattende specialtræning. Fejl i blandingsforhold, planlægning eller brug kan føre til alvorlige ulykker som ilttoksicitet, hypoxi eller dykkersyge. Derfor er det vigtigt, at dykning med andet end almindelig luft sker under kontrollerede forhold og med korrekt udstyr og uddannelse.

Konklusion

Sammensætningen og typen af dykkergas tilpasses den enkelte dykkers behov og dykkets karakter. Fra simpel atmosfærisk luft til avancerede blandinger som trimix og heliox, spiller gassammensætningen en central rolle for sikkerheden og mulighederne under vandet. Indgående kendskab til gassernes egenskaber og risici er afgørende for både den rekreative og professionelle dykker.