Wolfgang L M Russ

Historie

Allierede fly gennemførte i maj 1945 en omfattende jagt på tyske skibe i de indre danske farvande og dermed også i Århus-bugten. Den 4. maj omkom flere end 100 tyske søfolk, da en konvoj med kurs mod Århus blev angrebet. Allierede fly var ofte over Danmark, og omkring 1.700 mistede livet under krigen i dette luftrum.

Nederst på formularen

Mens danskerne med en blanding af frygt og forventning afventede den befrielse, som sydpå havde trukket et blodigt spor hen over landene, indledte de vestallierede en intens jagt på tyske skibe i farvandene mellem Tyskland og Norge en jagt som blev ført helt ind i de indre danske farvande, herunder Århusbugten, hvor allierede fly den 4. maj 1945 angreb en tysk konvoj og dræbte mere end 100 tyske søfolk.

Angrebene skyldtes, at de vestallierede ønskede at lamme den tyske trafik til Norge, hvor man frygtede, at tyskerne skulle bide sig fast. Århus var et vigtigt punkt i de tyske søværts forbindelseslinier til og fra Norge Allerede fra efteråret 1944 var de tyske forbindelseslinjer mellem Norge og det europæiske fastland et højt prioriteret angrebsmål for de vestallierede, og fra oktober 1944 til maj 1945 hamrede fly fra Royal Air Forces Kystkommando løs mod tysk skibsfart mellem Norge og Tyskland.

Denne anti-skibskampagne havde tre formål: For det første at forhindre overførslen af 200.000 kampvante tyske tropper fra Nordnorge til det europæiske fastland, hvor de skulle afstive den vaklende tyske front.

Efter den finsk-russiske våbenstilstand i september 1944 blev disse tropper udskibet fra hovedsageligt Oslo til primært Århus havn, hvorfra de blev transporteret videre med tog til kampzonen. For det andet at ramme de tyske ubåde, som efter tabet af deres baser i Frankrig strømmede til Norge, hvorfra man frygtede, at de ville genoptage deres angreb mod allierede konvojer i Atlanten.

Og for det tredje ville man ramme fragten af råvarer fra Norge til Tyskland.

Endeløs række af angreb

Kystkommandoens fly angreb døgnet rundt. Om natten med svære bombefly udstyret med radar, om dagen med store sværme af jagerbombere. Udover de direkte luftangreb intensiverede fly fra Royal Air Force minelægningen i farvandene mellem Norge og Tyskland, herunder de danske.

Endelig anmodede de vestallierede den danske modstandsbevægelse om at intensivere jernbanesabotagen i Jylland, og af interne, klassificerede akter fra de vestallieredes militære hovedkvarter fremgår, at man her regnede den danske (og norske) jernbanesabotage for en væsentlig faktor i hele offensiven mod den tyske troppefremføring hvor fejlagtigt denne vurdering end måtte være.

I slutningen af april 1945 var troppetransporterne mellem Oslo og Århus, som altså spillede en vigtig rolle som transithavn for tyskerne, praktisk taget gået i stå (hvilket skyldtes flere faktorer end blot de britiske luftoperationer for slet ikke at tale om jernbanesabotagen), og det stod klart for de vestallierede, at den tyske skibsfart var ved at bryde sammen.

Den eneste organiserede tyske skibsfart syntes at være blevet flyttet til den vestlige del af Østersøen, hvor den evakuerede tyske soldater og civile flygtninge fra øst mod vest.

Århus blev bindeled til Norge

Dette betød imidlertid ikke, at anti-skibsoffensiven i danske farvande ophørte, snarere tværtom. For den 3. maj 1945 konkluderede de vestallieredes overkommando for styrkerne i Europa, SHAEF, på baggrund af fotorekognosceringer langs den tyske østersøkyst , at »fjenden forsøger en storstilet evakuering af tropper mod nord« altså til Danmark og Norge.

Eftersom SHAEF nogen tid havde frygtet, at tyskerne skulle forsøge at bide sig fast i Norge og dér etablere en magtbase, de kunne drage både militær og politisk nytte af i krigens slutfase, resulterede observationerne i en vild og blodig sidste-minuts offensiv mod tysk skibsfart den 3. og 4. maj en offensiv som altså medførte angrebene i Århus-bugten. Omkring kl. 13 den 4. maj 1945 lettede 41 Mosquito-fly fra flyvestation Banff under ledelse af wing commander Foxley-Norris. De 42 fly var eskorteret af 18 Mustang-jagere fra 19. og 234. squadrons.

Opgaven lød på at patruljere i Kattegat og angribe skibsfarten her. Formationen krydsede den danske kyst ved Lodbjerg kl. ca. 15, og en lille halv time senere angreb man »øst for Randers fjord« et fartøj, som man mente lignede en lille minestryger. Fartøjet sprang i luften midtskibs og blev efterladt voldsomt brændende. Fartøjet viste sig senere at være en drivgarnsfisker fra Swinemünde. Få minutter senere kolliderede to Mustang-jagere i luften og styrtede i havet. Begge piloter mistede livet.

Sænket ved Helgenæs

Kl. 15.45 opdagede Foxley-Norris sydøst for Helgenæs en konvoj på seks fartøjer, der var på vej mod Århus. Det var troppetransportskibet Angamos og fragtskibet Wolfgang L.M. Russ, begge på godt 3000 brt, samt deres eskorte bestående af minestrygeren M.301 og kanonbådene K.1 og K.3.

Et stykke derfra lå fiskekutteren Stettin, som var lavet om til minestryger, og strøg miner. Dette fartøj hørte ikke til konvojen, selv om Foxley-Norris opfattede det sådan. Angamos havde ingen tropper ombord, medens Wolfgang L.M. Russ var lastet med 700 tons ammunition samt fødevarer og andre troppeforsyninger. Syv Mosquito-fly beskød Angamos med raketter og 20 mm granater.

Kølen blev ramt af en raket, og skibet begyndte at tage vand ind dog ikke mere end pumperne kunne klare. Derimod blev broen stærkt beskadiget, og agterenden brød i brand. Andre seks Mosquito-fly kastede sig over Wolfgang L.M. Russ, som også brød i brand. Skibet søgte mod land, men 10 minutter efter sprang det i luften, og kun otte af skibets besætning overlevede. M.301 blev ligeledes beskudt af seks Mosquito-fly, hvilket udløste en voldsom eksplosion i skibet, som straks begyndte at brænde heftigt.

Omkring 20 minutter senere sank M.301, og 55 overlevende ud af en besætning på 76 mand blev bjærget. K.1 blev angrebet af syv fly og forsøgte forgæves at undvige. Brændstoftankene brød i brand, og adskillige træffere under vandlinjen forårsagede oversvømmelse.

K.1 sank næsten omgående, og af skibets besætning på 169 mand overlevede kun 55. Fire fly udsøgte sig K.3 som mål, og fartøjet brød hurtigt i brand bl.a. i de forreste ammunitionsrum, en brand som besætningen dog hurtigt fik slukket med skum og vand.

Desuden blev skibets overbygning truffet med otte raketter. Ikke desto mindre var fartøjet stadig sødygtigt efter angrebet, og besætningen smed redningsflåder i vandet og samlede overlevende op fra de tre sænkede skibe. Stettin blev kun angrebet af ét fly, som beskød det med 20 mm granater, uden at det dog lykkedes at sænke skibet. Stettin har derfor sandsynligvis hjulpet med at samle overlevende op efter angrebene.

Angreb i mastehøjde

Som altid ved disse skibsangreb udførte Mosquito-flyene angrebene fra ekstrem lav højde. Så lav var angrebshøjden i Århus bugten den 4. maj, at en Mosquito under angrebet på en af kanonbådene strejfede skibets mast.

Det lykkedes dog piloten, flight lieutenant Yates, at holde flyet i luften, men da flyet landede i Banff, kunne det konstateres, at man havde hjembragt et usædvanligt trofæ: I flyets næse sad det øverste af kanonbådens mast samt skibets flag.

Den tyske konvoj havde forsvaret sig heftigt under angrebet, og tre af de britiske fly var blevet så beskadiget, at de ikke kunne nå hjem til basen. De forsøgte i stedet at flyve til det neutrale Sverige. Det lykkedes for alle tre, men under landingen havarerede et af flyene, hvorved det ene besætningsmedlem blev dræbt og det andet hårdt såret.

De øvrige fly dannede umiddelbart efter angrebet igen formation, og kl. ca. 16 angreb 12 af dem en coaster, som slæbte et ubådsskrog. Fartøjet blev efterladt voldsomt brændende.

I kø for at angribe

Ikke blot styrken fra Banff huserede i Kattegat den 4. maj. Også Beaufighter-fly fra flyvestation North Coates var lidt senere på eftermiddagen på jagt efter skibe i området. Klokken godt 16, da formationen på 22 fly befandt sig nordvest for Tunø, observerede man røg fra et brændende skib. Maskinerne styrede mod røgen, og syd for Helgenæs dukkede resterne af den konvoj, som var blevet angrebet blot 20 minutter tidligere, frem. Angamos, K.3 og Stettin måtte udstå endnu et angreb.

Ét fly beskød Angamos med raketter, og flyets besætning kunne observere træffere på broen og på en af fartøjets flakkanoner. Skibets pumper blev dog ikke ramt, og derfor lykkedes det Angamos at nå ind til havnen i Århus.

K.3 blev beskudt af fem Beaufighter-fly, og en af flybesætningerne rapporterede efter hjemkomsten, at skibet sank. Realiteten var dog, at skibets kaptajn søgte mod Luskhage, men da han fandt ud af, at skibet var fuldt sødygtigt, fortsatte han til Århus for fuld kraft. K.3 havde i øvrigt haft store problemer med at forsvare sig under angrebet, fordi mange af skibets flakskytter var blevet dræbt.

Stettin, som blev angrebet af fire fly, fik en del træffere under vandlinjen, og broen blev sat i brand. Det lykkedes dog for besætningen at slukke ilden, ligesom det lykkedes at holde vandindtrængningen under kontrol ved hjælp af pumperne, indtil skibet kl. 21 nåede Århus lystbådehavn, hvor det gik på grund. Efter angrebet mod konvojen i Århusbugten, som blot havde varet otte minutter, genoptog flyene fra North Coates deres patrulje sammen med eskorten bestående af Mustang-jagere.

Tusinder omkom på dansk hav

Kl. 16.30 blev en lille coaster, der eskorterede en ubåd, angrebet sydøst for Samsø, og senere blev tre ubåde ud for Fredericia angrebet, hvorved 36 tyske marinere omkom. Alene angrebene i Århusbugten og ud for Fredericia kostede altså en del tyske marinere livet, men disse tab var for intet at regne mod de samlede tab ved den voldsomme offensiv mod tysk skibsfart den 3. og 4. maj 1945.

Præcis hvor mange menneskeliv, civile som militære, der gik tabt her blot én dag før den tyske kapitulation i området, ved vi ikke, men alene i Neustadtbugten omkom ca. 7.000 kz-fanger, som var blevet evakueret fra kz-lejren Neuengamme ved Hamburg og losset ombord i tre store passagerskibe.

Alene det forhold, at de danske fanger var blevet afhentet i Neuengamme af de såkaldte hvide busser den 21. april 1945 reddede dem fra at dele skæbne med deres ulykkelige fangekammerater fra andre lande.

Den tyske kapitulation i Holland, Nordvesttyskland og Danmark, som trådte i kraft fra den 5. maj om morgenen, betød ikke, at skibsoffensiven blev indstillet. De tyske ubåde, som fremdeles strømmede mod Norge, blev stadig jagtet ihærdigt. Som nævnt frygtede de vestallierede, at Tyskland skulle bide sig fast i Norge og dér etablere en magtplatform, hvorfra tyske ubåde eksempelvis kunne terrorisere skibsfarten i Atlanten.

En sådan magtplatform ville også kunne bruges af tyskerne som pant i de fortsatte kapitulationsforhandlinger.

Myten om U534

Alene i Kattegat blev seks tyske ubåde sænket den 5. maj 1945 for tabet af ét britisk fly af typen med det passende navn Liberator – alt imens danskerne i land fejrede befrielsen. Blandt de sænkede ubåde var den siden så berømte U534, som gik ned ved Anholt.

En myte-hungrende eftertid har tillagt U534 interessante roller som guldtransportør og flugtskib for nazispidser. Sandheden var mere prosaisk: Man fulgte, som andre tyske ubåde, blot ordren om at søge til Norge. Sidste tyske ubåd med kurs mod Norge blev sænket i Skagerrak den 6. maj.

Af den 11-mands store besætning på det nedskudte Liberator-fly blev kun ligene af to omkomne bjerget, og den ene af disse, flight lieutenant Reginald James Allen blev den 10. maj begravet på Århus Vestre Kirkegård i øvrigt sammen med ca. 100 tyskere (som kunne formodes at være ofre fra angrebene i bugten den 4. maj) i den tyske soldaterfællesgrav.

Da begravelsesvæsenet siden erfarede fejltagelsen, blev Allen ved begravelsesvæsenets foranstaltning gravet op den 8. juni 1945 og begravet i et gravsted kaldet englændergravene. Flight lieutenant Allen var én af flere end 1.700 allierede flyvere, som fra 1940 til 1945 mistede livet over Danmark et makabert vidnesbyrd som dementerer, at krigen gik ganske uden om Danmark.

Tværtom rasede der en vild og voldsom krig over danskernes hoveder.

Dykning

Beliggenhed/Kørselsanvisning

Video

Galleri

Vejr